”Da vi trådte ind i sommerhuset, blev vi ramt af en helt særlig stemning – den man har inde i kroppen, men som man ikke helt kan beskrive.”
Af Jeanett Degn | Maj 2024
Læs om Tinas fantastiske perle på Djursland
– Vi købte sommerhuset i 2018. Egentlig var interessen vendt mod Vesterhavet, men ved et tilfælde fik vi muligheden for se et sommerhus på Djursland, der endnu ikke var sat til salg. Vi var enige om, at vi bare lige skulle kigge, men da vi trådte ind i sommerhuset, blev vi ramt af en helt særlig stemning. Den man har inde i kroppen, men som man ikke kan beskrive, fortæller Tina.
Sommerhuset ligger på en lille vej med få huse, hvor de fleste har ejet deres sommerhus gennem generationer. Naturen, roen og kigget ud over Kattegat er noget helt særligt.
Hvad er dit yndlingsrum i sommerhuset?
– Sommerhusets yndlingsrum er det store fællesrum. I gavlen har den tidligere ejer fået sat et stort glasparti i. Det giver rummet et fantastisk lys og får det til at virke meget større, end det er, siger hun.
Hvad er det bedste du ved, ved at være der?
– Det bedste ved at være i sommerhuset er, at jeg kommer helt ned i tempo, og som familie nyder vi at være sammen her. Vi bruger sommerhuset hele året. Selvom det kan være ret koldt at ankomme en fredag i november, har det også sin charme at tænde op i brændeovnen og lune dynerne lidt, inden vi skal i seng. Naturen betyder meget og en af mine yndlingsting at gøre, når vi er her, er at stå tidligt op for at se solopgangen, fortæller Tina.
Hvordan vil du beskrive din stil?
– Farverne er lette og lyse (varm grå og lys gråblå). Det giver en dejlig stemning sammen med bambus og de andre møbelfund. Naturen er mægtig inspirerende, så sten, skaller og andre fund bruges bruges rundt om i huset. Tørrede eller pressede planter og blomster pynter i rammer. Jeg skifter ofte indholdet ud, og laver nye opsætninger, som til nogens ærgrelse medfører mange huller i væggen, griner hun.
Vil du se mere af Tinas skønne og indbydende sommerhus ved Kattegat, så hop over på hendes instagram profil @sommerhus.ved.kattegat, og lad dig inspirere af en indretning med mange naturlige elementer, og en stemning af ro og velvære.
















Alle billederne i artiklen tilhører Tina.